Mød Lilit – kvinden, der forlod paradis, fordi Adam kun ville have sex i missionærstilling

Denne artikel er oprindeligt udgivet af BROADLY USA

Jeg var frustreret over biblen allerede fra barnsben – min mor var katolik og har altid været interesseret i at dyrke det spirituelle, så jeg prøvede også at være aktiv katolik, men jeg følte aldrig rigtig, at jeg blev fanget af det. Det mest skuffende ved religionen var, hvor få kvindelige rollemodeller der optræder i biblen. Da jeg var 13, googlede jeg, hvor mange stærke kvinder der er i biblen, og det var der, jeg først stødte på Lilit.

Selv for biblen har Lilit en besynderlig og temmelig kompliceret forhistorie. Hvis man søger på hendes navn i dag, dukker der hundredvis af billeder op af kvinder udklædt som sexede dæmoner. Selvom hun indenfor de seneste år endelig har fået lidt af en oprejsning, har hun været et kontroversielt emne i flere århundreder. Men for at citere den berømte Vine-video, "hvem er hun?"

Helt generelt så er Lilit en mytologisk figur. Der er mange måder at beskrive hende på. Man kan for eksempel kalde hende "den mest berygtede dæmon i jødedommen" eller en regulær heks. Men den slags overfladiske mærkater skøjter henover de dybere nuancer i Lilits historie, som har udviklet sig gennem tiden. En af de tidligste referencer til Lilits eksistens stammer fra en sumerisk liste over dæmoner, der er udformet 2400 år før vores tidsregning. Listen beskriver en flok frygtelige, succubus-agtige "Lillu-dæmoner," der er kendt for at "forføre mænd om natten og avle groteske børn med dem," som en forsker siger.

Lilit optræder i forbindelse med mørke kræfter og barnemord i oldtidens legender blandt hittitterne, ægypterne og grækerne. Hun er nævnt en enkelt gang i de hellige skrifter – i Esajas Bog, 34:14 – selvom hun her kaldes "natteheksen."

Lilit er bedst kendt fra jødisk overtro. Hendes mest berygtede – og oftest citerede – fremkomst er i Alphabetum Siracidis, en jødisk tekst fra den tidlige middelalder, der gerne læses som værende satirisk. Her fortælles det, at Lilit var Adams første kone, der blev skabt af jorden, som Gud "havde skabt Adam." Hun begyndte nærmest omgående at skændes med Adam over deres sexliv. "Hun sagde, 'Jeg vil ikke ligge under dig,' og han svarede, 'Jeg vil ikke ligge under dig, men på toppen. For du er tilegnet pladsen under mig, og jeg er dig overlegen.' Så sagde Lilit, 'Vi er hinanden ligeværdige, da vi begge er skabt af jorden.'"

Ifølge teksten fik Lilit til sidst nok og "ytrede Guds uudsigelige navn og fløj væk." Legenden siger derefter, at Gud sendte tre engle efter hende for at overtale hende til at komme tilbage. Hvis hun ikke adlød, skulle hundrede af hendes børn dø hver nat. Da englene fandt hende og formidlede Guds besked, svarede Lilit, "Lad mig være! Jeg er kun skabt for at gøre børn syge. Er de drengebørn, har jeg magten over dem fra fødslen og til den ottende dag. Er de pigebørn, har jeg magten over dem fra fødslen og til den tyvende dag."

"Selvom den gennemsnitlige læser i middelalderen nok har moret sig over de farverige elementer i fortællingen, så handler det om, at Lilits frihed begrænses af hendes mandsdominerede omgivelser," forklarer bibelforskeren Janet Howe Gaines. Det er selvfølgelig et tema, der både er universelt og tidløst.

I 1972 hjalp teologen Judith Plaskow med at popularisere den fortolkning, da hun skrev lignelsen "The Coming of Lilith." I stedet for at tegne et portræt af Lilit som en vild og ondskabsfuld babytyv præsenterede Plaskow Lilits perspektiv på sagen. Lilit var ganske enkelt træt af at være underlagt Adams kontrol. Hun så ham som sin ligemand, og derfor flygtede hun. Efterfølgende blev hun udskældt og tilsvinet på det groveste. I Plaskows fortolkning møder Lilit til sidst Eva og hjælper hende med at se anderledes på livet, så "søsterskabets bånd voksede i mellem de to."

Fra da af blev Lilits rolle som feministisk ikon cementeret. I 1976 så Lilith Magazine første gang dagens lys. Bladet markedsførte sig selv under parolen "Uafhængig, Jødisk & Oprigtig Feministisk." I magasinets første udgave skrev feministen og aktivisten Aviva Cantor Zuckoff en leder, der forklarede, hvorfor en moderne udgivelse tog navn efter en oldgammel dæmon. "Lilit er en kraftfuld kvinde… Ved at anerkende hendes oprør mod Gud og hendes hævngerrige handlinger, har mytemagerne også anerkendt den kraft, hun besidder," skriver hun. "Selv hvis vi accepterer Lilits hævngerrighed, så er det muligt at se den som en art selvforsvar i et mandsdomineret samfund og som et resultat af den kamp for sin frihed, hun har ført alene over århundrederne."

"Det, mændene i virkeligheden siger, er, at Lilit bruger beskidte kneb," fortsætter hun. "Men det er et meningsløst begreb, der er skabt for at afholde kvinder fra at bruge deres iboende styrke til at kæmpe imod med. Det skal understreges, at Lilit er en fighter. Hun kæmper i den gode sags tjeneste."

I takt med at den feministiske bevægelse blev mere populær, fik Lilit også mere positiv indflydelse på kulturen. I 1997 arrangerede en gruppe feminister den kvindelige musikfestival Lilith Fair og brugte således dæmonen i fremskridtets navn. Sarah McLachlan, der var med til at organisere festivalen, sagde for nylig til Glamour, at en ven havde fortalt hende om Lilit, og at hun fandt historien rørende. "Jeg tænkte, hun var den perfekte frontfigur! Ord er meget vigtige for mig og bare 'Lilith' var ikke helt nok," fortæller hun. "Jeg kunne godt lide dobbeltbetydningen i ordet fair – det er både den engelske betegnelse for en forsamling, og så betyder det selvfølgelig også 'retfærdighed.'" Lilit havde nok været tilfreds.

Lilit er på samme tid blevet allestedsnærværende og dog egentlig fraværende i populærkulturen over de sidste godt 100 år. Hun optræder i alt fra Ulysses (hvor hun beskrives som "de aborterede fostres skytsengel") til den sexede vampyrserie True Blood. Men der er også dem, der ser hende som et kraftfuldt – om end misforstået – åndeligt væsen. I dag er det almindeligt blandt hedninge og hekse, der arbejder med kvindens magiske urkræfter, at bruge Lilit i ceremonier og ritualer. Hun fremkaldes hyppigst i forbindelse med sex, magt og de mørkere sider af den feminine arketype.

"Vi bombarderes med historier om gud(er) eller maskuline forbilleder, men meget sjældent tilsvarende stærke kvindelige forbilleder. Når vi endelig støder på dem, så er de enten dæmoner, eller også stammer deres kraft fra en mand," siger Jaclyn Cherie, der er luciferiansk heks og indehaver af bloggen The Nephilim Rising. Hun arbejder ofte med Lilit i en spirituel kontekst. Ved at generobre Lilits historie har kvinder mulighed for at kæmpe imod undertrykkelse.

Ifølge Cherie så er Lilit en figur med megen kraft, som også har noget at sige kvinder i dag. "Hun kæmpede for sin personlige frihed, for retten til at træffe sine egne valg," forklarer hun. "Hun kæmpede for retten til at bestemme over sin egen krop, sin egen nydelse og sin skæbne. Jeg ved ikke, hvordan det kan blive mere relevant."