Historien om den illegale abort, der næsten ikke kom med i Dirty Dancing

Denne artikel er oprindeligt udgivet af BROADLY USA

Tredive år efter biografpræmieren er Dirty Dancing blevet en moderne klassiker elsket på tværs af generationer. Filmen har ætset sig ind i vores kollektive bevidsthed med de åh så sexede dansescener, sommerromancen mellem den naive Baby, spillet af Jennifer Grey, og den lækre Johnny, spillet af Patrick Swayze, og så selvfølgelig det ikoniske soundtrack. Dirty Dancing er derimod mindre kendt for sit eksplosive politiske indhold – den fokuserer på klasseskel og racerelationer, kommenterer på Vietnamkrigen og byder også på en, i filmens tid, illegal abort, der fungerer som det plottvist, der fører Johnny og Baby i armene på hinanden.

Til ære for Dirty Dancing og i anledning af 30 års jubilæet har vi talt med manuskriptforfatter og co-producer på filmen, Eleanor Bergstein, for at høre nærmere om filmens politiske budskab. Eleanor Bergstein – der også har skrevet og produceret den populære musical baseret på filmen, der har gået sin sejrsgang over hele verden siden 2004 – arbejder lige nu på en ny musical og på en tv-serie baseret på hendes første roman, der handler om kvinder, feminisme og politik i 1960'erne.

Vi talte om abortplottråden i Dirty Dancing og måden, hvorpå den blev modtaget, aktivismepotentiale i popkultur og en masse andet.

BROADLY: Hvorfor valgte du at skrive en abort ind i Dirty Dancing?
Eleanor Bergstein: Da jeg lavede filmen, som foregår i 1963, tilbage i 1987, inkorporerede jeg en abortscene, og reaktionen fra folk var: Hvorfor? Det spørgsmål er afgjort i retten – hvad skal det til for? Jeg svarede: Jeg er ikke sikker på, at den afgørelse holder, og det fik jeg en masse kritik for at sige. Hvad værre var, så var der en masse unge kvinder, som slet ikke huskede tiden før den afgørelse (USA's højesterets afgørelse i sagen Roe vs. Wade, der sikrede kvinders ret til abort i USA, red.), så for dem, var jeg ligesom en gammel kvindesagsforkæmper, der blev ved at minde dem om fortiden.

Hvad bestod kritikken af?
Lige inden filmen udkom, syntes filmstudiet, at den var noget værre lort, og at den ville ryge direkte til videomarkedet. Der herskede ingen tvivl om, at det ville blive en dårlig lille videoudgivelse. De folk, der medvirkede i filmen, var vilde med den, men vi fik ingen støtte fra andre. Så fik vi en sponsoraftale. Det var en stor fødevareproducent. Men da de så fandt ud af, at der var en abort i filmen, bad de os om at tage scenen ud. Studiet opsøgte mig og sagde: Okay, Eleanor, vi betaler dig for at redigere den scene ud. Jeg vidste, at den dag ville komme, og at jeg ville svare: Det gjorde jeg gerne, men hvis jeg fjerner den, så kollapser hele historien. Så er der ingen grund til, at Baby hjælper Penny, at hun danser eller forelsker sig i Johnny. Intet af det hænger sammen uden den abort, så det kan jeg ikke gøre, selvom jeg gerne vil. Så mistede vi sponsoren.

Jeg siger altid til folk, der brokker sig over, at de ikke kan behandle seriøse, politiske emner i film, at hvis man skal have et politisk tema i sin film, skal man sørge for, at det er en vigtig del af plottet, ellers får man besked på at fjerne det. Hvis de kan gøre det, så gør de det. Hvis det ligger ude i periferien, så ryger det.

Du nævner, at du især tænkte på yngre, kvindelige seere, da du lavede Dirty Dancing. Hvad håbede du, de ville tage med fra filmen?
Det var mit håb, at de ville forstå, at de ikke kan tage den ret for givet. De skulle vide, hvordan det var, før abort blev lovligt. De vidste intet om det, for hvis deres mødre havde fået en abort tidligere, så havde de ikke fortalt dem om det. I USA er den generation vokset op med Planned Parenthood (amerikansk organisation, der tilbyder familieplanlægningsrådgivning til kvinder, red.) – da de blev 14 kunne de få p-piller ved Planned Parenthood, så de kendte ikke noget til fortiden.

Hvis man laver en seriøs film, så er det kun de folk, der er enige med en, der gider se den. Men hvis man kan lave en film om kærlighed, musik, dans og sexede figurer og samtidigt vise en ung kvinde, der ender skrigende på et foldebord med en beskidt kniv i sig, så fanger folk den måske. Det var det, jeg fokuserede på.

Da du lavede filmen, var du da bekymret for, om retten til abort ville blive afskaffet?
Ja, det var jeg. Alle sagde, at jeg var tosset, men jeg var meget bekymret for det. Jeg vidste, at holdningen i offentligheden ikke havde ændret sig markant, så jeg tænkte: Det er godt, at vi har den ret, men jeg tror ikke, folk har ændret mening i forhold til abort. Den slags bekymrer mig altid, men se nu bare, hvordan verden ser ud i dag. Jeg lavede en video til præsidentvalget i 2016, der konkluderede: Alle undrer sig over, hvad Baby og Johnny ville have gjort i dag. Baby ville være ude og pukle for at få Hillary valgt, og det håber jeg også, du vil.

Hvordan har folks holdning ændret sig til den scene over de sidste 30 år?
Dengang ville alle folk vide, om Johnny og Baby finder sammen igen. Man talte om, hvor sexet Patrick var. Folk talte om alt i den film, og det er heldigvis bare fortsat. Jeg har en kusine, der arbejder hos Planned Parenthood på Bleecker Street i New York, og for nogle år siden skrev hun til mig: "Eleanor, jeg ville bare lige fortælle dig, at mange af mine moralske og politiske mærkesager kommer af, at jeg så den film, da jeg var en lille pige," og jeg tænkte: Det var interessant.
Så interviewede Irin Carmon fra Jezebel mig i 2010, og alle hendes spørgsmål handlede om de politiske temaer i filmen. Det kom bag på mig. Hun sagde, jeg skulle læse kommentarerne online, så det gjorde jeg, og jeg kunne konstatere, at der var hundredvis af unge kvinder, som skrev, at filmen ikke var en guilty pleasure, men et fartøj for moralske og politiske overvejelser, så det var jeg glad for at finde ud af. Så var der en tegneseriestribe i The New Yorker, i hvilken en mand til en demonstration spørger en kvinde: "Hvad er en coat hanger-abort?" (I gamle dage benyttede man tøjbøjler til at foretage illegale aborter ofte med livsfarlige konsekvenser, red.) Kvinden svarer: "Har du ikke set Dirty Dancing?" Det ændrede det hele.

Dirty Dancing blev tydeligvis en banebrydende film, især når man tænker over, at den er 30 år gammel…
Der fandtes masser af film om kærlighed og romance, men hvis de havde prøvet at fjerne de politiske elementer, så havde jeg ikke arbejdet så hårdt på at få den ud. Der er seks forskellige sociale klasser repræsenteret i den film, så er der Vietnamkrigen, en masse om raceproblemer, og det er de ting, der er vigtige for mig, men den eneste måde at få folk ind i biografen på var ved at fokusere på dansen og musikken. Og sådan er virkeligheden også. Virkelige mennesker får foretaget aborter, selv mens de danser og forelsker sig. Og virkelige mennesker tager ud og kæmper i Vietnam eller Irak, og virkelige mennesker demonstrerer i gaderne for Black Lives Matter. Man kan ikke adskille den politiske sag fra de sensuelle sider af livet.

Hvilket potentiale mener du, at film, og især populære film, har i forhold til politiske sager?
Jeg tror, de kan ændre folks meninger… Jeg tror, populære film og tv-serier kan give folk rollemodeller i moralske, seksuelle og etiske overvejelser, der gør, at man føler sig som en del af verden. Mit håb for Dirty Dancing har altid været, at den ville få folk til at føle sig som en del af verden på en måde, der var god for både dem og omverden. Jeg tror, alle har en hemmelig danser gemt i sig. Det er vigtigt for mig at gøre politisk aktivisme til en del af folks liv. Jeg deltager selv ved demonstrationer og holder taler, men jeg tror popkultur har potentiale til at gøre en langt større forskel. Det håber jeg i hvert fald.