Helt seriøst, hvordan kan den her sindssyge video af en ung Soulshock eksistere i virkeligheden?

I går skrev vi en homage til det legendariske danske tv-program Boogie, der stod i spidsen for en hel generation danskeres musikalske opdragelse. Programmet blev lanceret i 2002, hvilket næsten må siges at være grænsen for Generation Y's kollektive hukommelse. Men det viser sig, at både musik og tv også eksisterede før årtusindeskiftet, og selv om YouTube kun bliver mere dement, jo længere tilbage man dykker i dansk mainstreamkultur, kan man en sjælden gang i mellem kan risikere at støde på levn fra en nærmest uvirkelig fortid. Som for eksempel det her klip fra DR-serien Exit, der følger en ung Carsten "Soulshock" Schack på eventyr i slutfirsernes København:

Ja, det eksisterer. Det der skete, i København, for lidt under 30 år siden. Det er fredag, og du sandsynligvis får brug for mere end en afspilning, før det siver ordentligt ind, at ja, den tidligere X Factor-dommer var en diskjockeyende skarnsunge i 80'erne, og ja, der var betydeligt flere grillbarer og sydstatsflag i 80'ernes København, end historiebøgerne giver udtryk for. Der sker simpelthen alt for meget på de her lidt over ni minutter – vi bliver nødt til at tage den play-by-play. Kom med på en lille rejse gennem tiden. Et eventyr gennem en kavalkade af nostalgiske WTF-øjeblikke, der både vil forbløffe og forarge, og få dig til at grine og til at græde. Mest grine.

Daaaamn, DR! Allerede i segmentets intro slår statsradiofonien fast, at det ikke er for sjov, det her. Rapkoncert. "Could You Be Loved" som 80'er hiphopbeat med en kraftigt chopped vokal. Interracial kærlighed. En fyr, der ryger crack. Frem med popcornene, venner.

Ven: "Det vil sige, at du ikke kan komme med til New York?"
Soulshock: *Vender sig tavst rundt i sin stol og scratcher dovent uden at se på de andre folk i rummet*

Savage.

Er det her en…musikdokumentar? Et rejseprogram? En gadereportage? Pilot-afsnittet til en eksperimenterende ungdomsserie? Mens vi følger Soulshocks kæreste gennem 80'ernes København og pludselig kan høre hendes tanker, går det langsomt op for os, at vi måske har at gøre med en forløber for serier som The Hills. Det her er reality, før reality var en ting. Vi er ikke engang to minutter inde i klippet, men den fjerde væg er allerede scratchet fuldstændig i smadder. Hvad er virkeligt? Hvad er fiktion? Alt, vi ved, er, at vi ikke ved en skid.

Kender du det, når du er på arbejde, og bogstaveligt talt er midt i at hjælpe en kunde med at finde en skjorte, men så kommer din homie, og så molotov'er du alt , hvad der hedder customer service på et splitsekund? Kold nok håndtering af en kunde, det der. Det var nok tilfældigt, at hun havde tørklæde på. Og der er sikkert ikke flere racistisk-betonede underligheder tilbage i det her mindfuck af en video.

Okay, vi er med på, at kursændringer og inflation er en ting, og at penge repræsenterer mere reel værdi, jo længere tilbage i tiden vi kommer. Men hvad vil Soulshocks anti-servicemindede homie have, at han skal "købe med til ham" for $1? Et stykke Bazooka tyggegummi? Hvor kan man købe det med dollars? Er vi så langt tilbage i tiden, før hiphoppen coinede udtryk som "benjamins" for at hjælpe resten af verden med at kende forskel på amerikanske pengesedler, at en tilfældig dollarseddel er nok til at symbolisere uanede, eksotiske formuer? Vi har ingen ide om, hvad der foregår. Men vi kan ikke kigge væk.

Yes, klart, den klassiske krydsklipsekvens af pigen, der snakker med sin veninde og drømmer om guld og grønne, monogame skove, og fyren, der doucher den op med 180 i timen, mens han på bedste ego-player manér slår fast, at han altså prioriterer musikken. Sin kunst. Som hun i øvrigt synes er "overfedt". Måske et meget godt kald, hvem ved? Tøffelhelte bliver ikke X Factor-dommere. Men det store spørgsmål må være, hvorvidt Soulshock havde snakket med produktionsholdet forinden om, at hey, i øvrigt ville jeg droppe min kæreste til fordel for musikken til hver en tid, hvis jeg var tvunget til at vælge.

*skovler håndfulde af popcorn i munden*

Up-tempo Bob Marley-samples til det største 80'er shout-back track i verden ("SAAAY SOMETHING!") går du aldrig galt i byen med. Sagde den lyd- og musikansvarlige på Exits produktionshold, og lagde tracket ind i Soulshock-afsnittets intro. Hvor langt tilbage i tiden skal man, før noget stopper med at være kulturel tilegnelse og bliver påskønnelse af popkultur i stedet?

Her befinder vi os i en simplere tid. Intet Mr. Skin, ingen Fappening, ikke noget revenge porn…drøm dig tilbage til en tid, hvor du trygt og henkastet kunne flashe noget barm på Danmarks Radio, uden at det gjorde det helt store.

Fin, om end åbenlys, lille detalje med at klippe til et boblende springvand i penishøjde på den post-coitale Soulshock i næste indstilling. We see what you did there.

*popcorn galt i halsen, hoster voldsomt*

Her bliver det interessant. I en lidt malplaceret Soulshock-der-hænger-ud-med-sine-hjemmedrenge-sekvens, er Carsten nu færdig med at pussenusse med kæresten, og er taget hjem til sin kunde-ignorerende, dollar-viftende homie, Leif. Som har en ret…spændende indretningssans. Yo boys, hvad skal vi lave i dag? Bare hænge ud, læse lidt Guns & Ammo og skyde ind i væggen med en eller flere af de her våben, som vi har hængende i stuen?

Så mange spørgsmål. Hvor fanden er det egentlig, Leif bor? Er det nødvendigt med både et sydstatsflag og et naziflag på væggen? Vil han have Soulshock til at tage skydevåben med hjem fra Amerika? Hvorfor bliver der klippet så brat væk?

Bemærk Ayatollahen som præ-Islamisk-Stat-hadefigur slash skydeskive. I stuen. HVAD FOREGÅR DER I DEN HER SCENE?

Lidt åbenlys stodder-misogyni her, på hvad der ligner Istedgade, mens Soulshocks stakkels kæreste er på vej hjem. Umiddelbart virker 80'ernes København ikke som det fedeste sted i verden at være sort kvinde. Og det bliver desværre kun værre herfra. Det vender vi tilbage til.

"Jeg kan ikke rigtig komme videre her i Danmark."

København må siges at have ændret sig en del siden Soulshock & Co.'s storhedstid. Der var grillbarer i hovedstaden dengang (7:02). Og ren slåskamp uden for HIT HOUSE Cafe på Frederiksberg (7:21). Ingen knive, ingen automatvåben (uden for hjemmet), ingen terrortaskforce…bare et sundt og raskt håndgemæng mellem Leif og en anden dude.

Nåh – død kat, hva'? Den havde du nok ikke lige set komme? Gense klippet, mens du mumler "WTF" for dig selv en otte-ti gange til, og så vil du være, hvor vi er. Ja, der var nogen, der slog Soulshocks kærestes kat ihjel. Kattemordet havde en følgeseddel med hagekors og KKK-udsmykning. Vanvittig cliffhanger. Vidste filmcrewet, at katten ville blive snigmyrdet? Det vil vi nok aldrig få svar på. Men her er det sygeste: det her er ikke det sidste afsnit i serien.

*fade to black*