Jeg rykker mig længere væk fra Casablanca nu. Men jeg var nødt til at stige på dette tog. Jeg måtte køre i tog. Jeg måtte sidde ved vinduet og læse i lyset fra den sene sol og kigge, bare kigge.Jeg spiser ikke længere, som jeg har vænnet mig til i de afrikanske landsbyer. Vi går bare i gang med vores ris og kylling uden at slå korsets tegn. Jeg glemmer ritualerne, de siver ud af mit liv, og det forekommer mig pludselig mærkeligt, at mændene skærer halvanden liters vandflasker over på midten og drikker øl af dem. Sammen med den anden hvide mand, min nye kammerat, øger afstanden sig mellem mig og afrikanerne, utilsigtet, men af sig selv.Flagermusene basker ind og ud mellem hinanden over den støvede trafik i Dar es Salaam, og de piver og skratter og hviner og hvisker, og vi kører forbi et stykke hav, kysten. Og havnen med skibene og kranerne og kylling og fritter i et røget skur med vægge af blikplader stablet op ad hinanden og kattene under plastikstolene med de knækkede ryglæn, og vi slentrer ad stranden i natten med krabberne, der løber ned i sandhullerne, vinden der fløjter i flaskehalsene og måneskæret i den dovne bugt.Når tiden er rigtig, vil han drage ud på nye eventyr, og det er lige, hvad det er. Et eventyr. Selvfølgelig skal min søn på eventyr.
Noget dirrer indeni mig. Jeg ligger godt, men sover dårligt. Noget vil ud. En kraft, en skælven, noget nyt og mærkværdigt. Og jeg vågner fra den kvarte søvn og bader og må videre, videre med togene, rykke mig, bevæge mig, derudaf, af sted.Læs de fire første afsnit i 'Fra Cape Town til Casablanca'
Faderen Theodor sidder i halvmørke, og den treogfirsårige mand smiler venligt og indbydende. Det er længe siden, han kunne gå. Nu sidder han bare, men han sidder roligt, ikke fast som man forestiller sig om en mand med lamme ben, men rart og indfundet og erkendt, og jeg mærker hans varme hænder, som han lægger om min håndryg i håndtrykket.Bavianen med de brede skuldre kører, og vi sidder klemt mellem hinanden på bagsædet som skæve tænder i en undermund med skuldrene forskudt og skævvredne rygsøjler.
Han er fed og rund og lader til at sidde fastklemt mellem armlænene i plastikstolen her i masaiernes landsby. Han stikker hånden skråt op i mørket til en hilsen, rejser sig ikke, så jeg sætter mig foran ham. Man forventer noget andet, når man forestiller sig en høvding. Man tænker på farverige klæder og stave og en hat af guldstof. Men sådan ser han ikke ud.Han sidder i en hvid polo, og han drikker øl, og hans bukser er sorte og strøget i folder, der går ned over knæet. Skoene er støvede, sorte og af læder. Hans højre hånd hedder Joshua, og han taler engelsk. Han fører os ind i en bygning med gange og værelser, tomme værelser, og for et symbolsk beløb omregnet til et par kroner, reder pigen i den hvide undertrøje to værelser op til os.Jeg skriver mig ind i en gæstebog, hvor jeg skal notere hvilken stamme, jeg kommer fra. "Hvad skal jeg skrive?" spørger jeg pigen i den hvide undertrøje.Op ad lommen trækker han en pose, og han sniffer det brune pulver og nyser. Han tilbyder, og vi kigger på hinanden.
Simon tænder en cigaret med en tændstik. Daud sniffer bushtobak, og Simon fortsætter historien, for nu bliver han blandet ind i den."Lad mig fortælle om kameraet. En dag kom Daud med sin kone, der spurgte, om hun måtte låne 150.000 shilling. Hun lagde sit kamera som forsikring. Fortæl videre, Bavian," siger han, og Daud fortsætter:Hendes far kom og sagde, at hun havde giftet sig med mig, fordi hun håbede, at min far ville dø, og at jeg ville arve hans firma. Men min far lever.
Vi spiser på en restaurant. Simon og Daud taler om rejsen. Aldrig har de været 1.300 kilometer væk hjemmefra. Simon græder. Daud er stille.Pludselig siger Daud:"Simon, vi når ikke hjem til jul."Simon smiler lumskt."Vi holder da bare jul et andet sted. Måske bliver det den bedste jul i mit liv."Trehjuleren ruller over en bro over det store fede brune skvulpende Rusumo-vandfald, hvor der engang kom en flok turister, som stillede et kamera til at selvudløse på broen over floden, mens de poserede, og der stod en flok børn på broen og kiggede, og kameraet blitzede, klik, og en lille dreng fra landsbyen fik et chok og faldt i floden, dybt, dybt ned, og den tog ham, og ingen så ham nogensinde igen.Vi vandrer op og finder en fotograf, så Simon og Daud kan få fotos til de dokumenter, der lader dem komme ind i Rwanda. Fotografens assistenter holder et hullet blåt tørklæde op, først bag Daud, så bag Simon, der sætter sig, med solen på panden og i øjnene, og fotografen fotograferer med sit lommekamera."Har du ringet til din kone," spørger jeg Simon.Tag et billede af mig og send det til min kone. Hun skal se, at det ikke længere er farligt at være i Rwanda.