Vi bad tre mænd læse GirlSquads 'Ludermanifestet', og deres anmeldelser er... lunkne

I dag udkommer Ludermanifestet, der er skrevet af Louise Kjølsen, Ekaterina Andersen og Nikita Klæstrup. Fjerdebølgefeministerne. I bogen gennemgår de deres seks mærkesager, som blandt ander er at reclaime ordet luder, at kvinder skal kræve orgasme, og at man har ret til at se ud, som man vil. Men hvis det skal lykkes dem at ændre opfattelsen af, at kvinder i sexet lingerie ikke har lige så meget mellem ørerne, som kvinder i mørkeblå blazer, kræver det naturligvis opbakning fra den brede befolkning. Selv blandt den kvindelige del af denne, virker der til at være en vis splittelse, hvilket kritikken fra ældre feminister som Mette Fugl, Ditte Giese og Susanne Staun har vist. Men det kræver i mindst lige så høj grad opbakning fra den del af befolkningen, som sjældent bliver kaldt luder. Mændene. Derfor har vi fået tre mænd fra tre forskellige generationer til at anmelde Ludermanifestet. For hvad tænker mændene egentlig om GirlSquads kamp mod slutshaming? Leder bogen dem til nye selverkendelser? Og ikke mindst: Er det her en god bog?

Det kommer til at handle alt for meget om sex, orgasmer, hvordan en klitoris ser ud, og hvordan man skal udføre en seksuel handling. For at være helt ærlig, synes jeg, at det er overfladisk og spild at tid at læse om. Alting handler ikke om sex.

På Instagram ser vi jo de her kvinder uden ret meget tøj på, og der er nogle unge piger og drenge, som giver had til dem på grund af det. Det virker lidt, som om de alle tre ser sig som ofre for folks fordomme, men fra mit synspunkt har de selv skabt de fordomme. Hvis Klæstrup ikke havde taget den kjole på (den famøse kjole, hun bar til Konservativ Ungdoms 110-års jubilæum, red.), havde hun ikke modtaget alt det had. Det er helt klart flot, at de står frem og fortæller om det had, de oplever, men på den anden side beder de også selv om det, fordi de er meget provokerende. De giver folket noget at snakke om, og når folk snakker, vil det både have en positiv og en negativ side. Ligegyldig hvor meget de prøver, kan de ikke stoppe det had. Men i enhver handling er der både had og ros. Så det med offerrollen er latterligt.

Bogen handler meget om feminisme, og det med de fire bølger inden for feminisme var nyt for mig. Særligt den første bølge havde jeg aldrig hørt om, så rent historisk fik jeg en aha-oplevelse. Det var også spændende at læse om deres baggrunde. Især hende, der hedder Ekaterina, er interessant. Hun er fra Rusland, og jeg kan genkende nogle af de ting, hun beskriver om at stå i skærsilden mellem to verdner, fra mit eget liv. Og hendes måde at skrive på er både charmerende og interessant. Endelig er det flot, at de tør snakke om at reclaime ordet luder. Ekaterina fortæller om, at hun blev kaldt luder af sin eksmand, fordi hun snakkede med sin far, og det er selvfølgelig tragisk. Så det at kæmpe imod ordet luder er meget fint, synes jeg.

Jeg læser bogen, som om de er ude på at opdrage. De prøver at ændre en tankegang, som har varet ved i flere år. Det er lidt plat. Man kan ikke ændre på de unges syn. Lige meget hvad jeg læser, vil jeg aldrig ændre mig, men efter at have læst Ludermanifestet, er jeg da blevet klogere på, hvordan de her kvinder har det. Så jeg er blevet mere informeret, men ikke forandret.

Helt overordnet er bogen ikke særlig godt skrevet. Dele af den er sådan set spændende nok, men det er kedeligt at læse. De prøver godt nok nogle gange at være sjove eller komme med choksætninger; så står der for eksempel lige pludselig "shake you ass" i slutningen af et kapitel, men det er hverken morsomt eller stødende.

Bogen er bygget sådan op, at hvert kapitel omhandler en specifik mærkesag. Men i nogle kapitler er det, som om de taber tråden og bare gentager sig selv. Faktisk har jeg fornemmelsen af, at man kan tage teksterne fra de forskellige kapitler og bytte dem rundt, uden at nogen ville opdage det. Og i de afsnit, hvor de skriver hver især, er det tydeligt, at Ekaterina skriver langt bedre end de andre to. I størst kontrast står Nikitas afsnit, som består af små afstumpede sætninger og en punchline til sidst.

Introen og første kapitel, #Reclaim order luder, er det bedste ved bogen. Det er velskrevet, og jeg føler mig fænget af teksten, og hvad de vil. En ting, der er rigtig sjovt, er Den Store Ludertest (hvor man kan teste, om man er en luder, og alle svar leder til ja, red.). Der rammer deres humor rigtigt.

Jeg kan forstå, at der er mange, der synes, at de er alt for aggressive i deres holdning til feminisme. Det synes jeg overhovedet ikke. Som jeg læser dem, er jeg enig i stort set det hele. Jeg må dog indrømme, at jeg har svært ved at forstå, hvad de egentlig vil med den her bog, og jeg aner heller ikke, hvem der er målgruppen for den. Der, hvor de henvender sig mest direkte til nogen, er faktisk, når de skriver til de ældre feminister. Men jeg føler ikke, at de på nogen måde er aggressive over for mænd, og jeg sad hverken og følte mig ramt eller opdraget på.

Og det er måske en skam. Der findes mange mænd her i verden, der er skiderikker, men jeg tror ikke, at Ludermanifestet vil have en effekt på dem. De mænd, som kunne finde på at kalde en kvinde for luder, vil for det første aldrig læse den her bog, men hvis de gjorde, ville de ikke blive overbevist, fordi kvinderne ikke bakker deres argumenter ordentligt op. Hvis man gerne vil nå ud til folk med sit budskab, skal man skrive godt og sørge for at have en rød tråd.

Der er dog nogle spændende ting begravet i alt det kedelige stof, for eksempel interessante historiske eksempler. Men som helhed var bogen ikke spændende, og jeg vil aldrig nogensinde anbefale nogen at læse den. Jeg giver alligvel Ludermanifestet to stjerner. En, fordi jeg gerne vil bakke op om det, de kæmper for, og en for Ekaterina Andersen.

De har en legitim pointe. De siger, at kvinder, som er smukke, initiativrige, forfængelige, materialistiske og kropsligt disciplinerede, fortjener respekt på linje med alle andre. Det bliver lidt fremstillet, som om det er et nyt projekt, men det er det ikke. Spice Girls havde deres gennembrud for 20 år siden, og de havde de samme ideer om feminisme, rokkede ved de samme fordomme, og fik sågar den samme kritik. Før dem kunne man nævne Madonna, som også eksplicit havde som projekt at være en kvinde, der nød sex, samtidig med at hun havde en hjerne. Derfor overrasker det mig, i hvor høj grad GirlSquad møder modstand, særligt på sociale medier. Det er jo i en eller anden forstand gammel Mokai på nye dåser. Men det er tilsyneladende nyt for deres publikum, og deres publikum, tænker jeg, er nogle ret unge mennesker.

Men det betyder ikke, at jeg synes, det er en dårlig bog. En af bogens styrker er, at man får et klart billede af, at forfatterne selv gennemlever de ting, de fortæller om. Ekaterina Andersen beskriver, at hun er blevet voldtaget, Louise Kjølsen fortæller om at blive overgramset i byen, og Nikita Klæstrup redegør for, hvordan hun på en ret fed måde håndterede nogle drenge, der prøvede at skaffe nøgenbilleder af hende. Sproget klinger ligefremt, og det er prisværdigt og modigt, at forfatterne erkender, at de selv har ligget under for nogle af de fordomme, som de kritiserer. Louise Kjølsen og Nikita Klæstrup troede for eksempel begge, at den anden var dum, inden de mødte hinanden.

Det er dog også en lidt klumset bog at læse, fordi den har alle de her overlappende stemmer, som fører til en del gentagelser, og nogle dele bærer præg af at være skrevet relativt hurtigt. Men jeg led ikke. Og selvom man har hørt den overordnede pointe før, synes jeg, at der er ret mange ting at blive fascineret over. Så med frygt for at kommer til at lyde uendelig gammel og out of touch, tænker jeg, at bogen kunne bruges som afsæt for diskussion i samfundsfag i gymnasiet.

Jeg har stenet en del over billederne i bogen. De lægger utrolig meget vægt på deres ydre, og det er jo en oplagt kritik, man kunne rette mod dem; at hvad fanden er der, når den der skønhed og ungdom løber ud? Og er der plads til tykke piger med fregner i det her univers? Men det gider jeg ikke kritisere. For jo mere man kigger på billederne i bogen, jo mere aparte og raffinerede fremstår de. Der er for eksempel et, hvor Ekaterina står foran en masse læderindbundne bøger og poserer på sådan en underlig død måde, hvilket får hende til at ligne en japansk sexrobot. Og Kjølsens billeder er fyldt med aggression og en bevidst fremhævelse af en røv, der objektivt er alt for stor, og nogle bryster, der er lidt for små. Så jeg er overrasket over, hvor sælsomme billederne og de tre kvinders æstetiske verdensbillede egentlig er.

Jeg går ikke fra bogen som en forandret mand, for jeg vidste de fleste ting på forhånd. Det er jo bare hensynsfuld adfærd, de efterspørger. Men måske kan jeg blive en bedre elsker, hvis jeg lige lægger mig i selen og bliver mere orgasmesøgende. Det er der jo et helt kapitel om, der hedder #Kræv din orgasme.

Ludermanifestet udkommer 5. november i samarbejde mellem DR og Lindhardt og Ringhof.