Hårdtslående piger: Portrætter af Aserbadjans kvindelige elite-wrestlere

FYI.

This story is over 5 years old.

Travel

Hårdtslående piger: Portrætter af Aserbadjans kvindelige elite-wrestlere

Christopher Pugmire rejste til Aserbajdsjan for at tage billeder af kvindelige olympiske wrestlere, der trænede op til de europæiske mesterskaber.

Den Amsterdam-baserede fotograf Christopher Pugmires er fascineret af de tidligere sovjetrepublikker, så i sommer rejste han til Aserbajdsjan for at finde unikke karakterer og spændende historier. Helt fra begyndelsen af hans rejse, vidste han, at han ville tage billeder af wrestling – en sport, som har en helt særlig plads i Aserbajdsjans kultur og mentalitet.

"Jeg fik ideen om at fotografere wrestlere, da jeg i sommeren 2014 rejste igennem Kaukasus", fortæller Pugmire. "Wrestling forener både kaukasisk kampånd og identitet. Der er noget råt og aristokratisk over det, som står i stærk kontrast til den moderne verden. På min tur besøgte jeg den olympiske hal i Vladikavkaz – som har ry for at være den bedste i verden – og der tog jeg billeder af nogle af de unge, der trænede der. Derfor havde jeg en idé om, at jeg ville kunne finde nogle wrestlere i Baku [hovedstaden i Aserbajdsjan]. Det første, jeg gjorde, da jeg ankom, var at kontakte det Aserbajdsjanske wrestlingforbund for at få backstage-adgang."

Advertisement

I Baku, tog han billeder af atleter fra både det Aserbajdsjanske og det Mongolske wrestling-landshold, som var i færd med at træne op til de europæiske mesterskaber. "De trænede sammen hver dag – hvilket jeg syntes var både nobelt og sportsligt. Stedet var en enorm træningshal i det centrale Baku. Aserbajdsjan har investeret en masse penge i wrestling, og de er enormt stolte af deres mesterhold."

I Kaukasus er wrestling tæt forbundet med den hypermaskulinitet, der kendetegner regionens kultur, og bliver derfor af mange anset for at være en sport for mænd. Men det syn, der mødte Pugmire i hallen, var præget af en særlig form for uhæmmet brutalitet, der ikke havde noget med køn at gøre.

"For at være helt ærlig håbede jeg bare på at dokumentere det, der skete og i samme ombæring få skudt nogle gode portrætter," forklarer han. "Men da jeg først var der, blev jeg fuldstændig opslugt af træningens voldsomme intensitet. Det var totalt hardcore. Jeg var vidne til oldtidens krigere i fuld action."

Pugmire fangede wrestlerne på et flerfarvet gymnastikgulv, mens han skød portrætter. Selvom de er stillestående, udstråler de stadig noget af den energi, der kendetegner deres kampe. (Der er en grund til, at fotoserien hedder Tough Girls.)

"De her piger er alle som én kæmpere på olympisk niveau – de er blandt de absolut bedste i verden. Jeg var der kun i et par timer, og jeg havde bogstaveligt talt kun ét minut med hver af dem. De ville ikke tolerere yderligere forstyrrelser af deres træning," husker Pugmire. "Jeg gik efter at lave nogle opstillede portrætter a la August Sander, formelle, men taget midt under deres træning, i et forsøg på at fange blodet, sveden og tårerne i deres ansigter."

Advertisement

Pugmire var den eneste udefrakommende i hallen, så de billeder, han tog, er helt rå og umiddelbare. De kvindelige wrestlere poserede foran kameraet uden filter, iført krøllede t-shirts og træningsbukser. Portrætterne står i skarp kontrast til billederne af selve kampene. "Efter træningen talte jeg med et par af de aserbajdsjanske piger, som fuldstændig ændrede karakter, så snart kampene var overstået. Uden for ringen var de bare helt ordinære og grinende teenagepiger. De var som forvandlede."

I Aserbajdsjan er der stadigvæk stor forskel på kønnene – men som Pugmires fotografier viser, så betyder det ikke, at landet ikke også rummer mere nuancerede historier om kvinder. "Kaukasisk kultur er stadigvæk meget macho, og wrestling bliver stadigvæk anset for at være mændenes sportsgren", fortæller Pugmire. "Det forventes af kvinderne, at de holder sig i hjemmet. Men alle dem, jeg talte med, var umådeligt stolte af deres lokale kvindelige krigere."