FYI.

This story is over 5 years old.

Musik

Ti år senere: Historien bag Rihannas udødelige ‘Umbrella’

Rihanna var sangskrivernes tredje valg efter Britney Spears og Mary J. Blige.

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Broadly

I juni 2007 blev Rihannas "Umbrella" nummer et på Billboard Hot 100-listen i USA. Sangen er kendt for at være 2007's sommerhit, men den blev udgivet i marts samme år som den første single fra Rihannas tredje album Good Girl Gone Bad. Sangen blev downloadet så mange gange, at iTunes crashede.

Når man ser tilbage, virker Umbrellas succes uundgåelig. Rihanna ligger sammen med The Beatles på en delt anden plads over flest uger på som nummer et. Hun er sin generations største superstjerne, men i 2007 var Rihanna stadig kun en stjerne med mellemstatus. Hun sang tropisk inspireret dance-pop som "Pon de Replay," som var Rihannas første hit, da hun var kun 17 år. Kun en enkelt af hendes sange – den generiske ballade "Unfaithful" – havde ramt toppen af Billboard Hot 100, og hendes første to album, Music of the Sun og A Girl Like Me, solgte ikke nær så godt som Beyoncés og Britney Spears' debutalbum. Stjernerne på samme niveau som Rihanna var Mya og Christina Milian. (Kan du huske dem?)

Advertisement

Det ændrede sig altsammen med Good Girl Gone Bad. Et tredje album har det med at definere resten af en kunstners levetid. Born to Run reddede Bruce Springsteen fra kulturel forglemmelse efter to flop, og True Blue beviste, at Madonna kunne forene dancebeats med politiske budskaber på anden single om en teenage-graviditet, "Papa Don't Preach." På samme måde var "Umbrella" med til at "fordoble gennemslagskraften af Rihannas karriere," ifølge en artikel i New Yorker af musikanmelderen Sasha Frere-Jones. I en alder af 19 gik Rihanna fra at være ufarlig, generisk teenage-popstjerne til at være selvsikker, læderklædt hitmager. Og Rihanna stod i spidsen for ændringen.

"Den her gang er jeg lidt mere rebelsk, som mange teenagere på min alder er!" udtalte Rihanna til Teen Vogue. "Jeg viser folk en anden og mørkere side af mig selv."

"Umbrella" blev skrevet af Terius "The-Dream" Nash og Christopher "Tricky" Stewart. Blender – et af 00'ernes mest indflydelsesrige musikmagasiner – beskrev, hvordan Stewart tidligere havde skrevet Myas "Case of the Ex", mens Nash havde indstillet sangkarrieren for at skrive tekster. I 2004 slog de sig sammen og lavede hittet "Me Against the Music", som blev Britney Spears' duet med Madonna. Nash skrev hooket, mens Stewart arbejdede på sangens beats – en arbejdsfordeling, de fortsat har gjort brug af.

I januar 2007 mødtes de i Triangle Studios for at skrive en sang. "I starten tænkte jeg på Gud," udtalte Nash til Blender. "Som i: Gud kunne sige, 'Jeg har dig under min paraply. Jeg beskytter dig.'" Ifølge artiklen i New Yorker producerede Stewart et groft beat og en keyboard-rundgang, og Nash skrev et omkvæd.

Advertisement

I lyset af succesen med "Me Against the Music" tilbød de Britney Spears at indspille sangen til comeback-albummet Blackout. Hun afslog. "Hendes tilstand dengang var lidt bizar, du ved?" sagde Stewart til MTV News. "Det var ikke 'meant to be'" (Ironisk nok skrev Max Martin Britney's første hit "… Baby One More Time" til gruppen TLC.)

Foto: via Wikimedia Commons

MTV News rapporterede, at de også henvendte sig til Mary J. Blige og CEO for Island Def Jam, L.A. Reid. I kølvandet på sit tredobbelt-platinsælgende album The Breakthrough var Blige på toppen af sin karriere. Hun var til Grammy-uddeling og havde derfor ikke mulighed for at lytte til sangen. Hendes hold bød på sangen, men de kunne ikke lukke aftalen uden hendes tilladelse, fordi hun var en etableret kunstner. Island Def Jam købte derfor sangen til Rihanna med henblik på at booste hendes karriere. I 2007 fortalte Rihanna til Teen Vogue, at hun havde kontrol over sangene til Good Girl Gone Bad i modsætning til sine tidligere albums, og at hun var gået efter en "edgy vibe."

"Det var en udfordring, fordi jeg havde mere kontrol over det," fortalte hun til bladet. "Jeg havde indflydelse på, hvem jeg ville samarbejde med, og hvilke sange jeg ville indspille, så der er mere pres på."

"Umbrella" lød anderledes end hendes tidligere sange. Nash og Stewart fortjener en del af æren. Hvor "Pon de Replay" lyder som en standard dance-popsang, har "Umbrella" mere mørke og kant. Trommerne er aggressive, og til liveoptrædener med sangen var Rihanna iført stramme sorte kjoler lavet af latex eller læder i stedet for de generiske nederdele og bukser, der havde præget hendes tidligere optrædener. Eftersom det var 2007, var hun også indimellem iført en fedora. I The Today Show kaldte værten Matt Lauer det for et "bad girl-image." Rihanna svarede med: "Good Girl Gone Bad er et udtryk for, hvad jeg føler lige nu."

Til trods for signalet om at være en "bad girl" og den "edgy" lyd, så er teksten meget stueren. Rihanna synger: "When the sun shines, we shine together / Told you I'll be here forever." Stemningen hviler mere på Rihannas attitude, mens hun udstøder "ella, ella, ella" og "eh, eh, eh." I modsætning til sine tidligere sange viste Rihanna mere personlighed, hvilket gjorde sangens hook mindeværdigt. Sangen ville sikkert også have fået succes, hvis den var sunget af Britney eller Mary J. Blige, men det ville have lydt anderledes. Britney ville have stønne-hvisket "ella, ella, ella," og Mary J. ville have skreget sine lunger ud. "Umbrella" blev en succes i 2007, fordi Rihanna sang den som Rihanna. Sasha Frere-Jones nævner i New Yorker, at Rihanna "forfladiger" teksten. Det er hendes stemme, der skaber sangens lyd mere end beatet. Når den er slut, er det "ella", der giver ekko i dit hoved. Rihannas vokal leverer det så distinkt, at Tyra Banks parodierede det i et interview.

Rihanna fortjener æren for sangens ikoniske lyd. Nash, Stewart og Island Def Jams hjalp hende, men hvis pladeselskaberne bare kunne betale sig fra at skabe et hit som "Umbrella," så ville der have været langt flere af dens slags siden 2007.